Kognitiv dysfunktion – Udredning

Strategidokument

Demensudredning

Forslag til udredning for patienter henvist til demensudredningsenheder (hukommelsesklinikker) på hospitaler

Formål med udredning af kognitive symptomer

  • afklare om der foreligger kognitiv svækkelse (herunder også ændringer i adfærd og personlighed) og i hvilken grad det påvirker funktionsevnen i hverdagen
  • afklare hvilke(n) sygdom(me) der er årsag til den kognitive svækkelse (ætiologisk diagnose), herunder at afklare om symptomerne kan tilskrives andre tilstande end en demenssygdom (f.eks. medicinbivirkninger, misbrug, metabolisk sygdom, psykiatrisk sygdom mv.) iværksætte relevant behandling af den tilgrundliggende sygdom.
  • tilbyde information og rådgivning om den pågældende sygdom og om muligheder for behandling, opfølgning, hjælp og støtte.
  • henvise til psykosocial indsats og øvrige relevante indsatser (fysioterapi, kognitiv træning mv.)
  • tage stilling til relevante juridiske aspekter (bilkørsel, fremtidsfuldmagt, værgemål etc.)

Udredningen skal således hjælpe personen med kognitiv svækkelse og dennes pårørende til at forstå årsagen til symptomerne, så at de kan få tilbud om målrettede indsatser og behandling og på et oplyst grundlag kan træffe beslutninger om fremtiden, modtage råd og vejledning fra fagpersoner.

Vær opmærksom på at ovenstående opgaver altid løses i et samarbejde mellem kommune, almen praksis og demensudredningsenheder og at opgavedelingen kan være forskellig i regionerne og variere for forskellige patientgrupper. Den indledende udredning og opfølgningen af patienter foretages i de fleste tilfælde i almen praksis. Opgavedelingen er beskrevet i regionernes forløbsprogrammer.

Basis udredning i en demensudredningsenhed

  • Anamnese ved pt. og pårørende
  • Kort kognitiv test (MMSE, MoCA, BASIC eller RUDAS)
  • Udvidet kognitiv test (f.eks. ACE), undtagen ved svær demens
  • ADL vurdering
  • Objektiv us. inkl. neurologisk og psykiatrisk vurdering
  • Blodprøve-screening og EKG*
  • Strukturel billeddiagnostik*

*foretages nogle steder i almen praksis før henvisning

Supplerende undersøgelser

  • Neuropsykologisk undersøgelse

Anvendes ved tvivl om tilstedeværelse af kognitiv dysfunktion og ved mistanke om MCI eller let demens.

Neuropsykologisk undersøgelser kan også anvendes som led i differentialdiagnostisk afklaring af demenstype/ætiologi, hvor undersøgelsen kan bidrage med en nuanceret beskrivelse af profilen for den kognitive (dys-)funktion.

  • MR

Anvendes ved tvivl om ætiologi, hvor MR forventes at kunne øge den diagnostiske sikkerhed. MR er især værdifuld til at påvise fokal atrofi, herunder mesial temporallapsatrofi, småkarssygdom, cerebral amyloid angiopati, og inflammatoriske hjernesygdomme.

  • FDG-PET

Bidrager til at sandsynliggøre tilstedeværelsen af neuronal degeneration og bidrager til at differentiere mellem forskellige demenssygdomme. FDG-PET er særlig værdifuld ved demenssygdomme, hvor der ikke foreligger specifikke biomarkører, herunder FTD og DLB, hvor fokal hypometabolisme kan være karakteristisk og fremtrædende før tydelig atrofi.

Ved mistanke om blandingstilstand mellem vaskulær sygdom og neurodegenerativ sygdom, kan påvisning af hypometabolisme i områder, der ikke forventes påvirket af vaskulær ætiologi, pege på tilstedeværelse af neurodegeneration. Tolkning er i disse tilfælde dog ofte behæftet med usikkerhed.

  • CSV biomarkører (analyse af beta-amyloid, fosforyleret tau (p-tau), total tau (t-tau) og neurofilament light chain (NfL)).

CSV kan bidrage til at identificere principielt behandlelige sygdomme som årsag til kognitiv svækkelse (herunder infektiøse, inflammatoriske, eller autoimmune sygdomme). Påvisning af positive AD markører bekræfter eller afkræfter mistanke om Alzheimer-patologi i hjernen. Bemærk at beta-amyloid-ophobning forekommer med stigende hyppighed med alderen hos kognitivt raske personer. NfL er markør for neurodegeneration og er særlig forhøjet ved FTD og atypiske parkinsonsygdomme, men kan også være forhøjet ved andre tilstande (f.eks. infektiøse, inflammatoriske tilstande).

  • Amyloid-PET

Påviser beta-amyloid-ophobning i hjernen. Kan anvendes ved behov for påvisning af amyloid-ophobning, hvor lumbalpunktur ikke kan gennemføres eller hvor CSV-markører ikke giver entydigt svar. Bemærk at beta-amyloid-ophobning forekommer med stigende hyppighed med alderen hos kognitivt raske personer.

  • PE2i-PET eller DAT-SPECT

Anvendes til at støtte en klinisk mistanke om en demenssygdom indenfor Parkinsonspektret. En normal scanning afkræfter idiopatisk Parkinson sygdom, mens sensitiviteten ved atypiske Parkinson sygdomme og DLB kan være mindre. Læsioner i basalganglier, herunder infarkter, kan give reduktion i binding og scanning bør altid sammenholdes med strukturel scanning. isse lægemidler, herunder SSRI, kan give reduktion i binding.

  • Opfølgning mhp. diagnostisk afklaring

Patienter med MCI eller demens på uafklaret baggrund bør tilbydes opfølgning med henblik på ætiologisk diagnose. Patienter med MCI, som har positive biomarkører for AD, bør tilbydes hyppigere opfølgning.

  • Henvisning til regions-funktion/højt specialiseret funktion

Patienter med uafklaret diagnose trods relevant udredning i demensudredningsenhed med hovedfunktion, samt patienter med mistanke om særlige sygdomme (arvelig sygdom, normal tryks hydrocephalus, meget sjældne sygdomme). Der henvises til SST specialevejledning

Hvilke forhold er betydende for valg og prioritering af supplerende undersøgelser?

Overvej følgende før der sammensættes et udredningsprogram

  • Har patienten mulighed for at kooperere til ekstra undersøgelser, evt. med støtte?
  • Patientens skrøbelighed (restlevetid, somatisk og psykiatrisk co-morbiditet)
  • Hvilken potentiel værdi og konsekvens kan der være af præcis ætiologisk diagnostik (i forhold til rådgivning, opfølgning, medicinsk behandling eller psykosocial indsats)?
  • Sværhedsgraden af kognitiv svækkelse (MCI, let demens, moderat demens, svær demens). Ætiologisk differential-diagnostik er mere kompleks ved MCI og let demens.
  • Hvor sandsynligt er det, at der er tale om en neurodegenerativ sygdom?
  • Rejser symptomer og kliniske fund mistanke om en bestemt neurodegenerativ sygdom som kan bekræftes ved supplerende undersøgelser?
  • Alder: ætiologisk differentialdiagnostik er mere kompleks hos yngre og midaldrende og tilstedeværelsen af amyloid er mindre informativt i meget høj alder.
  • Hvilke diagnostiske kriterier anvendes? Der er i de regionale hukommelsesklinikker enighed om at anvende kriterierne som er angivet i Tabel 1.

 Udredningspakker
I Tabel 2 er der vist en oversigt over hvordan et udredningsprogram udover basisudredning kan sammensættes for fire forskellige patientkategorier som ofte henvises til demensudredningsenheder.

Senest revideret d. 15.12.2025
Forfattere: Annette Thomsen og Peter Høgh
Referenter: Lise C. Salem og Hanne Gottrup
Godkender: Nikolaj la Cour Karottki, redaktionsgruppe D