Instruks
- BAGGRUND
Kortvarig behandling med høje doser glukokortikosteroid (pulsbehandling) anvendes i vid udstrækning ved behandling af forværringer af immunmedierede og inflammatoriske sygdomme, herunder attakker ved multipel sklerose (MS), neuromylitis optica spectrum disorder (NMOSD) og myelin oligodendrocyte glykoprotein antibody-associated disease (MOGAD). Behandlingen har både supprimerende effekter på adaptive og innate immunceller. Hvis pulsbehandling har utilstrækkelig effekt, kan behandlingen gentages, og der kan være indikation for supplerende behandling med plasmaferese, som reducerer koncentrationen af patogene antistoffer, komplementproteiner og andre inflammatoriske mediatorer fra cirkulationen.
- INDIKATION
- Et attak defineres som nye symptomer eller opblussen af gamle symptomer, der medfører neurologisk dysfunktion af mindst 24 timers varighed, og er forudgået af 4 ugers stabil periode i fravær af feber eller infektion
- Forværring af symptomer ved infektion og feber er oftest et pseudoattak, og diagnosen attak kan kun stilles, hvis patienten efter at være blevet afebril fortsat har forværring af tilstanden. Dette er ikke usædvanligt, da mange attakker udløses af infektioner.
- Ved et behandlingskrævende attak vil der normalt være tydelig objektiv forværring, eller patientens symptomer er så udtalte, at det påvirker dennes funktionsniveau
- Sensorisk attak og attak med opblussen af gamle symptomer behandles også, hvis der er påvirket funktionsniveau
- Ved MS-relateret synsnervebetændelse har man ikke kunnet påvise effekt af behandling med methylprednisolon på blivende synsfunktion, hvorfor der ikke er indikation for behandling. Behandling kan overvejes ved udtalte smerter. Ved udtalt papilødem, bilateral akut synsnervebetændelse eller svær synsnedsættelse (visus < 0,1) kan der også være indikation for behandling, særlig hvis MOGAD eller NMOSD ikke er udelukket.
- Ved NMOSD gives altid behandling, og her er det vigtigt, at behandlingen gives tidligt i forløbet for at undgå irreversibel skade.
- MOGAD er kendetegnet ved et markant respons på steroidbehandling, og det er også her vigtigt, at behandlingen gives tidligt i forløbet.
- Transversel myelitis og andre isolerede syndromer kan behandles efter samme retningslinjer som attakker af MS, MOGAD og NMOSD.
- BEHANDLING
- Ved behandlingskrævende attak anbefales methylprednisolon pulsbehandling
- Methylprednisolon pulsbehandling afkorter varigheden af attakket og giver muligvis en bedre remission, mens tiden til næste attak ikke påvirkes
- Ved manglende respons på pulsbehandling er der ved alvorlige attakker indikation for plasmaferese. Dette gælder i særlig grad ved de antistofmedierede sygdomme NMOSD og MOGAD.
- Der gives behandling hver anden dag (i alt 5 til 7 behandlinger), og der ses typisk klinisk bedring efter 2. eller 3. behandling.
- Ved behandlingskrævende attak bør der tages stilling til genoptræningsbehov
- Genoptræning hos fysioterapeut i primærsektoren?
- Kommunal genoptræningsplan?
- Henvisning til Sclerosehospitalerne i Haslev eller Ry?
- METHYLPREDNISOLON PULSBEHANDLINGKontraindikationer
- Overfølsomhed overfor methylprednisolon
- Systemisk svampeinfektion og andre infektioner, hvor der ikke er iværksat sufficient antibiotisk behandling
- Aktiv ulcussygdom
- Ved diabetes mellitus opmærksomhed på behov for hyppige blodsukkermålinger og eventuelt behov for behandling under indlæggelse
- Se punkt 5 vedr. graviditet og amning
Undersøgelser før behandling
- Eventuelt undersøgelse for UVI (asymptomatisk bakteriuri og leukocytter i urinen hos kvinder kontraindicerer ikke attakbehandling, men bør føre til overvejelse om samtidig antibiotikabehandling)
- Eventuelt blodprøver (infektionstal, blodsukker, evt. HgbA1C)
- Pulsbehandling med methylprednisolon er ikke forbundet med risiko for osteoporose, men hvis patienten har andre risikofaktorer for osteoporose, bør henvisning til DXA-skanning overvejes. Der henvises i øvrigt til NBV fra Dansk Endokrinologisk Selskab.
Dosering af methylprednisolon
- Peroral og intravenøs behandling er i kontrollerede undersøgelser fundet ligeværdige hvad angår effekt og bivirkninger
- Peroralt kan gives Medrol 1000 mg daglig i 3-5 dage eller (alternativ) 500 mg daglig i 4 dage
- Intravenøst gives Solu-Medrol 1000 mg daglig i 3-5 dage
- De fleste vil have behov for sovemedicin, fx zopiclone 7,5 mg p.n. nocte
- Profylaktisk behandling med syrepumpehæmmer kan være indiceret, fx pantoprazol 40 mg x 1
Aftrapning af behandling
- Effekten af aftrapning er ikke dokumenteret i kontrollerede undersøgelser og bør kun anvendes i særlige tilfælde.
Ved alvorlige attakker eller forværring af symptomer efter medrolkuren kan behandlingen gentages med fx 500 mg daglig i 4 dage.
- Bivirkninger ved pulsbehandling
- Ved korttidsbehandling ses sjældent alvorlige bivirkninger
- Typiske klager er søvnbesvær, uro og rastløshed, hjertebanken, humørændring, gastrointestinalt ubehag og væskeretention
- Sjældent ses psykoser, glukokortikoidinduceret diabetes mellitus, forværring af hypertension samt ulcus ventriculi
- Behandling er muligvis associeret med en øget risiko for avaskulær knoglenekrose
6. Graviditet
- Pulsbehandling med methylprednisolon bør undgås i 1. trimester, men kan komme på tale ved alvorlige attakker
- I 2.-3. trimester er behandling tilladelig, men det anbefales at konferere med obstetriker
Senest revideret: 9. december 2025
Forfattere: Finn Sellebjerg, Jakob Schäfer (tidligere forfatter: Claudia Hilt)
Referenter: Jette Frederiksen, Peter Vestergaard Rasmussen
Godkendt af: Tobias Sejbæk, Redaktionsgruppe B
