TGA instruks
Formål:
At vejlede i udredning og håndtering af patienter med Transitorisk Global Amnesi (TGA)
Forkortelser og definitioner
TGA: Transitorisk global amnesi
TEA: Transitorisk epileptisk amnesi
TCI: Transitorisk cerebral iskæmi
CT-A: CT-cerebrum med arteriel angiografi
Definition
Transitorisk Global Amnesi (TGA) er en akut opstået, forbigående (1-24 timers varighed) isoleret forstyrrelse i den anterograde hukommelse.
Kliniske kendetegn
- Gentager stereotypt samme spørgsmål mange gange
- Patienten er ikke orienteret i hændelser, som har fundet sted efter symptomdebut og fremstår derfor forvirret
- Alder typisk over 40 år
- Der kan eventuelt ses en mild grad af midlertidigt tab af retrograd hukommelse, men sjældent mere end få måneder tilbage
- Ofte forudgået af fysisk anstrengelse eller emotionelt stress herunder sport, samleje, vinterbadning, valsalvamanøvre eller migræneanfald
- Patienten kender stadig sin egen identitet (navn, bopæl, CPR-nummer, erhverv, familiemedlemmer etc.)
- Kontakten til sundhedsvæsen foranlediges normalt af bekymrede pårørende
- Ingen fokale neurologiske udfald
- Ingen bevidsthedspåvirkning
Ætiologi og prognose
Årsagen til TGA er ukendt, men ved MR-scanning kan der i nogle tilfælde findes karakteristiske punktate diffusionsbegrænsninger i laterale del af hippocampus.
TGA er en benign tilstand, som definitorisk er selvlimiterende. TGA øger ikke risikoen for cerebrovaskulær lidelse. En mindre gruppe patienter (estimeret 5,8 %) oplever at få tilbagevendende episoder. Ved gentagne episoder bør TEA (transitorisk epileptisk amnesi) overvejes.
Der er ikke fundet sikker evidens for risikofaktorer for TGA, men tidligere hjertesygdom, migræne og hyperkolesterolæmi er mistænkt for at øge risikoen.
Udredning
TGA er en udelukkelsesdiagnose. Differentialdiagnostisk bør overvejes infektion, toksiske årsager herunder alkoholintoksikation og Wernickes encefalopati, psykiatriske tilstande (fx fugue), epilepsi og stroke.
Udredning indebærer således objektiv klinisk undersøgelse, vitalparametre, basisblodprøver, S-ethanol, B-glukose. Ved mistanke om patologisk cerebral tilstand (f.eks. varighed >24 timer eller gentagne episoder med TGA) kan udredningen indbefatte MR-scanning og/eller EEG.
Der findes ikke parakliniske undersøgelser, som stiller diagnosen TGA. Diagnosen kan stilles såfremt alle følgende kriterier er opfyldt:
- Pludseligt opstået hukommelsesbesvær, hvor anterograd amnesi er dominerende; patienten gentager de samme spørgsmål
- Der kan være let retrograd amnesi og eksekutiv dysfunktion men øvrige kognitive domæner er intakte
- Intet forudgående hovedtraume eller påvirket bevidsthed.
- Intet tab af selvbevidsthed eller personlig identitet
- Ingen fokale neurologiske udfald
- Klinisk påviselige symptomer gennem mindst 1 time og maksimalt 24 timer
Differentialdiagnoser
Hvis patienten ikke opfylder alle ovenstående kriterier bør en anden forklarende årsag udelukkes jf. skema. Der findes differentialdiagnoser, som modsat TGA bør give anledning til yderligere akut udredning og behandling. De to vigtigste differentialdiagnoser er stroke/TCI og TEA, men også dissociativ amnesi og metaboliske årsager til encefalopati kan give lignende symptomer.
- Iskæmisk amnesi: Kan ses i forbindelse med både unilaterale og bilaterale hippocampus infarkter og infarkter i thalamus. Amnesien kan både være anterograd og retrograd oftest med en varighed på mere end et døgn.
- Transitorisk epileptisk amnesi (TEA): Temporallapsanfald. Semiologien består af pludselig opstået anterograd amnesi, oftest af 15 til 60 minutters varighed. TEA findes også som del af temporallapsanfald med bredere semiologi (fx epigastrisk aura, lugtehallucinationer, motoriske automatismer). Anfaldene opstår hyppigst under opvågning fra søvn (Baker et al. 2021).
- Metabolisk encefalopati: Fx nyresvigt, hepatisk encefalopati, elektrolytderangering, hypothyreodisme, opdages ved brug af rutineblodprøver.
- Wernickes encefalopati: Bør mistænkes ved alkoholoverforbrug, fejlernæring eller svær hyperemesis gravidarum. Andre symptomer af triaden (konfusion, cerebellar dysfunktion/ataksi og oftalmoplegi/blikparese/nystagmus) styrker mistanken. Ved mindste mistanke gives tiamin iv. efter lokal instruks.
- Dissociativ amnesi: Typisk retrograd amnesi for personlig information og vigtige hændelser af nyere dato, men upåvirket indlærings- og ræsoneringsevne. Ses hyppigst i alderen 20-40 år og ofte i forbindelse med traumatiske livshændelser.
- Encefalitis: Både viral og autoimmun encefalitis er i sjældne tilfælde beskrevet med hukommelsestab som debutsymptom. Hukommelsestabet vil dog sjældent være det dominerende symptom ved encefalitis (for symptomer og udredning henvises til: LINK https://nnbv.dk/akutinfektiosencephalitis/ og https://nnbv.dk/autoimmun-encephalitis-diagnostik-og-behandling/)
Behandling
Der findes ingen behandling af TGA. Patienter indlægges til observation og udredes som beskrevet ovenfor. Tilstanden bedres gradvis og normaliseres helt indenfor 24 timer. Monitorering kan foregå ved gentagen hukommelsestestning (nævn 3 ting og bed patienten gentage dem efter 1 og 5 minutter). Da TGA er en benign, selvlimiterende tilstand med lav recidivrate, kan patienten udskrives uden opfølgning.
Kørselsforbud
Der er intet behov for kørselsforbud ved TGA.
https://nnbv.dk/korekort-og-neurologiske-udfald/
Referencer
UpToDate: https://www.uptodate.com/contents/transient-global-amnesia?search=transient%20global%20amnesia&source=search_result&selectedTitle=1~22&usage_type=default&display_rank=1 Tilgået 8/7-2023
Baker, J., et al., The syndrome of transient epileptic amnesia: a combined series of 115 cases and literature review. Brain Commun, 2021. 3(2): p. Fcab038.
Senest revideret d. 31.03.2025
Forfattere: Poul Laigaard, Tobias Valdemar Broe Knudsen, Louisa Marguerite Christensen, Christina Fredsby Back, Christian Hede Kirkedal
Godkender: Christoph Beier, Redaktionsgruppe E