Instruks



Formål: At give et overblik over overvejelser om lægeligt kørselsforbud hos patienter med gliomer.

Styrelsen for Patientsikkerheds ”Vejledning om helbredskrav til kørekort” (august 2017) anbefaler at Epilepsi efter hjernebetændelse, absces i hjernen, kranietraume, benigne tumorer (også efter operation) eller i forbindelse med multipel sklerose skal behandles som almindelig symptomatisk epilepsi. For patienter med epilepsi i forbindelse med maligne hjernetumorer og andre progressive hjernesygdomme skal føreregnetheden vurderes af en speciallæge i neurologi “.

Generelt gælder det, at patienter med en fremadskridende sygdomstilstand kun kan få udstedt kørekort eller få køretilladelse med vilkår om individuelt fastsat tidsbegrænsning med henblik på løbende at vurdere om ansøgeren/føreren fortsat uden risiko kan føre motorkøretøj.

Gældende kørekortkategorier og grupper

Gruppe 1:   
A motorcykel (knallert, lille/mellem/stor motorcykel
B personbil
B/E stort påhængskøretøj
TM traktor og motorredskab

Gruppe 2:   
C lastbil (lille/stor)        
D bus (lille/stor)
CE/DE stort påhængskøretøj til lastbil og bus

Udvidelser: kørekort til erhvervsmæssig personbefordring: erhverv B (taxa) og erhverv D (bus) og godkendelse som kørelærer 

Supratentorielle gliomer og risiko for epilepsi

Patienter med supratentorielle gliomer (f.eks. oligodendrogliomer, glioblastomer, osv.) må ikke føre gruppe 2 køretøjer uanset WHO grad.
Undtagelser er mulige ved ikke-epileptogene WHO 1 tumorer (med eller uden biopsi), som bliver fundet tilfældigt, og hvor risikoen for epileptiske anfald ikke vurderes at være øget.

Gliomer og kørekortkategori gruppe 1

Ved patienter som ønsker at bruge, erhverve, eller forny kørekort til gruppe 1 køretøjer skal der vurderes:
1.    Neurologiske udfald
2.    Neuropsykologiske udfald
3.    Om tumoren er stabil
4.    Om der har været epileptiske anfald før eller efter operation
5.    Om der foreligger behandlingsrelaterede kontraindikationer mod kørsel

Kørselsforbud udstedes i følgende tilfælde

1.+ 2. Ved neurologiske eller neuropsykologiske symptomer, som nedsætter patientens køreegnethed. Særlig opmærksomhed på synsfeltsudfald, visuel neglect, trætbarhed, nedsat overblik, kognitiv og motorisk tempo og pareser. I tvivlstilfælde kan der henvises til orienterende køreprøve (med kørelærer) og/eller neuropsykologisk vurdering.

3. Ved tegn på tumorvækst, herunder progression, recidiv eller malignisering, vurderet klinisk eller ved billeddannende undersøgelser, f.eks. sammenligning af den forrige MRC til den aktuelle MRC.
Som udgangspunkt anbefales det at patienter, som modtager onkologisk behandling ikke kører bil grundet risiko for behandlingsrelaterede komplikationer (f.eks. ødem) og tumorprogression.

4. Hvis patienten har epileptiske anfald. Der skal i så fald foreligge anfaldsfrihed i henhold til instruksen ”Epilepsi og kørekort”.

5. Hvis der foreligger behandlingsrelaterede kontraindikationer, såsom svært ødem efter strålebehandling eller lokal sårinfektion, nedlægges kørselsforbud af de behandlingsansvarlige afdelinger efter en individuel vurdering.
For patienter der har undergået et supratentorielt neurokirurgisk indgreb anbefales som udgangspunkt 3 måneders kørselsforbud. Infratentorielle operationer (f.eks. schwannomer) burde ikke påvirke kørselsevnen medmindre der er neurologiske udfald.

Fremgangsmåde ved uenighed

Såfremt patienten erklærer sig uenig i kørselsforbuddet kan patienten påbegynde en kørekortsag ved Styrelsen for Patientsikkerhed. Det sker ved at patienten får udstedt en kørekortsattest af egen læge som afleveres til kommunen. Kørselsforbud vil blive afgjort af politiet. Det nedlagte kørselsforbud gælder til sagen er afgjort ved politiet.

Hvis patienten ikke overholder det nedlagte kørselsforbud indberettes overtrædelsen af kørselsforbuddet af lægen til Styrelsen for Patientsikkerhed. Der henvises i dette tilfælde til Styrelsen for Patientsikkerheds vejledning.


Senest revideret: 22.01.24 
Forfattere: Elias Raja Zakharia og Jakob Christensen
Referenter: Marianne Juel Kjeldsen og Christian Pinkowsky
Godkendt af: Christoph Beier