Strategidokument
Formål
Patienter med autistiske udviklingsforstyrrelser har ofte betydelig ko-morbiditet. Formålet med dette dokument er at skaffe overblik over de ofte multiple og komplekse organmanifestationer, der er forbundet med autisme med henblik på at sikre fælles retningslinjer for relevant behandling og social intervention i den neurologiske klinik.
Definition
Autisme er en gennemgribende udviklingsforstyrrelse, som generelt er karakteriseret ved reduceret evne til social interaktion og tendens til stereotyp og repetetiv adfærd. Til den samlede betegnelse af ”Autisme Spektrum Forstyrrelser (ASF)” hører ”Aspergers Syndrom”, som ikke nødvendigvis er forbundet med udviklingshæmning, og dette syndrom omtales derfor ikke yderligere i dette dokument. De øvrige ASF er tidligere betegnet som ”Infantil Autisme”, hvor udviklingsforstyrrelsen manifesterer sig før 3 års alderen, og ”Atypisk Autisme”, som manifesterer sig senere.
Prævalens
0.6 % af befolkningen. Ved familiær disposition ca. 5 %.
Årsag
Ukendt. Genetisk prædisponering, optræder sammen med andre udviklingsforstyrrelser (se f.eks mental retardering og tuberøs sklerose).
Symptomer
Varierende grad omfattende kernesymptomer med forstyrrelse af gensidig social interaktion og stereotyp adfærd samt reduceret sprog og/eller kommunikationsevne. Autisme er ofte forbundet med overfølsomhed overfor sanseindtryk – herunder berøring, angst, søvnforstyrrelser og eventuel selvskadende adfærd.
Differentialdiagnoser
Repetetiv rytmisk motorisk adfærd, som typisk optræder som rokken, flappen med hænderne el.lign, kan forveksles med epilepsi (se vejledning om epilepsi).
Behandling
- Den autistiske udviklingsforstyrrelse kan ikke behandles / kureres, og den fortsætter livet igennem.
- Systematisk pædagogisk og psykologisk træning kan fremme udviklingen både kognitivt og adfærdsmæssigt, og den skal tilrettelæges individuelt.
- Neurologens behandling af voksne personer med autisme vil overvejende omhandle behandling af ledsagende neurologiske sygdomme f.eks. epilepsi eller tuberøs sclerose.
- Valg af antiepileptika adskiller sig ikke fra andre personer med epilepsi. Små studier har dog vist, at lamotrigin generelt tolereres godt og muligvis kan have en let adfærdsstabiliserende effekt, mens levetiracetam kan være forbundet med øget aggressivitet og irritabilitet. Evidensen for dette er dog svag.
- Antipsykotisk, antidepressiv og hyperaktivitetsdæmpende medicinering bør varetages af psykiater.
- Det er befordrende for sundhedsvæsnets samarbejde med en autistisk patient, så vidt det kan lade sig gøre, at imødekomme pågældendes behov for at opretholde sine vaner og stereotypier og undgå unødig sansestimulation, herunder berøring.
- Da mødet med hospitalspersonale med kittel eller ophold i lille rum til konsultation på hospital for nogle kan være voldsomt angstprovokerende, kan neurologisk ambulant kontrol med fordel foregå i hjemmet / på bostedet.
- Lægelig behandling af neurologiske ledsagesygdomme hos personer med autisme fordrer tilstedeværelse af familie eller kontaktpersoner, som kender personen så godt, at de kan aflæse eventuelle reaktionsmønstre, som kan være tegn på virkning eller bivirkning af behandlingen.
Senest revideret d. 13.12.2020
Forfattere: Anne Sabers
Referenter: Niels Degn og Dragan Marjanovic
Godkender: Christian Pilebæk Hansen, redaktionsgruppe E