1. Baggrund

Natalizumab (NTZ) er et rekombinant humaniseret anti-α4-integrin antistof, der blokerer VLA-4 integrinet på leukocytter, forhindrer interaktion med VCAM-1 på aktiverede endotelceller og dermed rekrutteringen af patogene immunceller til CNS.

Effektivitet: Sammenlignet med placebo reducerer NTZ antallet af patienter med sygdomsforværring efter 2 år med 42% og hyppigheden af nye skleroseattakker reduceres med 68%.

2. Indikation

NTZ er indiceret til behandling af aktiv, attakvis MS hos følgende patientgrupper og følger Medicinrådets behandlingsvejledning:

1. Nydiagnosticerede patienter med høj sygdomsaktivitet
2. Patienter med sygdomsaktivitet på 1. linje præparat
3. Patienter med bivirkninger eller manglende effekt ved behandling med et andet 2. linje-præparat.

3. Kontraindikationer

Overfølsomhed mod NTZ, sygdomme medførende immundefekter (fx HIV, leukæmi, B-celle lymfom), samtidig behandling med immunmodulerende eller immunsupprimerende præparater, tegn på aktuel immunsuppression, kendt aktiv malignitet fraset kutant basalcelle karcinom og tidligere PML.

4. Væsentlige bivirkninger

PML, infusionsrelaterede reaktioner, hovedpine, svimmelhed, kvalme, opkastning, ledsmerter, allergiske reaktioner. Yderligere er der ved ophør risiko for rebound sygdomsaktitet fra 2-3 måneder efter seponering.

5. Behandlingsforløb

• Før behandlingsstart

Samtykke fra patienten efter mundtlig og skriftlig information.

Vaccination forud for behandling: Der er ingen anbefalede vacciner forud for behandling.

Paraklinik: Basisprøver (hæmoglobin, leukocytter og differentialtælling, trombocytter, kreatinin, Na, K, ALAT, basisk fosfatase, bilirubin), immunglobuliner og john cunningham virus (JCV) antistoffer. MR-C bør være under 6 mdr. gammel før behandlingsstart.

Patienter, der er JCV-antistof negative kan behandles uden reel risiko for progressive multifocal leukoencephalopathyl (PML), og informeres om at deres risiko for at udvikle PML er meget lille, men at der er en risiko for at de bliver JCV antistofpositive med tiden. Patienter, der bliver JCV antistofpositive i løbet af behandlingen skal informeres om PML-risiko og præparatskifte anbefales snarest.

Patienter, der er JCV antistofpositive bør kun undtagelsesvist og i givet fald kun kortvarigt opstarte behandling med NTZ. Generelt er risikoen for PML inden for de første 12-18 måneder minimal og NTZ kan derfor anvendes som bridging inden anden behandling skal iværksættes, fx hvis der er behov for hurtig højeffektiv behandling og samtidig skal gennemføres vaccination inden immunsupprimerende behandling.

• Behandlingsopstart og forholdsregler

NTZ 300 mg kan gives i klinikken eller hjemme som s.c injektion, eller i.v. Infusion, initialt hver 4. uge. Forlængede doseringsintervaller kan overvejes hvis patienten har været stabil i 6-12 måneder, dog med forsigtighed hvis patienten vejer over 90 kg, særlig ved subkutan dosering.

Ved s.c. behandling er observationstiden ½-1 time efter de første 6 behandlinger, og hvis ingen reaktion(er) herefter ingen observation.

Ved iv behandling skal der være truffet foranstaltninger til behandling af anafylaktiske reaktioner. Infusion gives over ½ – 1 time med observationstid på 15 – 60 minutter efter infusionen. Efter 6 administrationer uden bivirkninger er observation ikke længere påkrævet. I tilfælde af bivirkninger ved tidligere infusion iagttages særlig forsigtighed ved næste infusion, og der kan eventuelt gives forbehandling med fx fexofenadin 180-360 mg. Ved overfølsomhedsreaktioner, afbrydes behandlingen og patienten testes for NTZ-antistoffer.

• Hjemmebehandling med sc. NTZ

Opmærksomhedspunkter: Sikkerhed, udvælgelse af patienter (compliance), oplæring, køletaske og opbevaring i hjemmet.

Hvem: Patienter der har været i behandling med NTZ i mere end seks måneder. Patienterne vurderes at være compliante og kunne administrere injektionen selv, evt. med hjælp fra omsorgsperson.

Hvordan: Patienter på fire-ugers og seks-ugers interval vurderes klinisk hver 3. måned ved fremmøde konsultation.

6. Monitorering

Klinisk kontrol og EDSS-score efter 3 – 6 måneder, efter 12 måneder og herefter årligt.

MR-skanning 3-6 måneder efter opstart og efterfølgende årligt.

Der undersøges for antistoffer mod JCV hver 6. måned. Ved hjemmebehandling kan undersøgelse for antistoffer mod JCV hver 3. måned overvejes.

Der undersøges for anti-natalizumab antistoffer efter 3, 6 og 12 måneder. Hvis testen er positiv gentages den efter 1-3 måneder, og hvis den fortsat er positiv seponeres behandlingen.

Hvis der opstår nye neurologiske symptomer, der ikke er typiske for MS, skal behandlingen ophøre, indtil PML er blevet udelukket. Risikofaktorer for PML er:

• Tilstedeværelse af JCV antistof.
• Behandling med natalizumab i over 2 år.
• Brug af immunsuppressive lægemidler inden behandling med natalizumab.

Ved mistanke om opportunistisk infektion skal behandlingen ophøre, indtil mistanken er afkræftet. Se i øvrigt instruks for opportunistiske infektioner ved immundæmpende behandling for MS.

7. Seponering og præparatskifte

Ved skift til ny behandling efter NTZ skal der foretages MR skanning, og hos JCV antistofpositive foretages undersøgelse af spinalvæske for JCV DNA ved PCR-analyse, hvis der opstartes behandling, der depleterer immunceller.

Ved ophør af behandling med natalizumab kan ses kraftig reaktivering af klinisk og MR-sygdomsaktivitet (rebound). Ny behandling bør derfor iværksættes 4-6 uger efter ophør med natalizumab, med mindre ophøret skyldes graviditet.

8. Graviditet og amning

Ifølge Produktresumé bør man overveje at afbryde behandlingen, når graviditet er opnået, men beslutningen skal ske under hensyn til moderens sikkerhed og sygdomskontrol.  I henhold til europæisk ekspertkonsensus vælges oftest at fortsætte behandlingen, da natalizumab ikke giver misdannelser, og da længere behandlingspauser i starten af graviditeten er forbundet med sygdomsaktivitet.  Sidste dosis bør dog ikke gives senere end den 16. graviditetsuge, da senere behandling medfører en vis risiko for blodmangel og nedsat tilvækst. Udvidet doseringsinterval (6-8 uger) kan overvejes i denne periode.Ved behandling efter 16. gravidtetsuge (undtagelsesvist) anbefales udvidet doseringsinterval og barnet skal ved fødslen have taget blodprøve (hæmatologi, LDH og bilirubin) og kontakt til pædiater overvejes.

I henhold til europæisk og dansk ekspertkonsensus kan behandling med Tysabri genoptages under amning, når barnet har fået råmælken (efter et par dage).  I følge Produktresumé anbefales behandling under amning dog endnu ikke formelt, og moder skal informeres herom.

Alternativ strategi, når planlægning er mulig: Overgang til anti-CD20, i form af fx Kesimpta 3-6 måneder inden prævention stoppes, se lægemiddelspecifik NBV.

Senest revideret: 11. januar 2025

Forfattere: Morten Stilund, Henrik Boye Jensen og Stephan Bramow

Referenter: Tobias Sejbæk og Matthias Kant

Godkendt af: Tobias Sejbæk, formand, gruppe B

Historiske forfattere: Annette Oturai, Stefanie Binzer

Historiske referenter: Henrik Boye Jensen, Lars Storr

Amantadin
Anticholinergica mod hyperaktiv blærefunktion
Baklofen – peroral
Baklofen – intratekal
Botulinumtoksin
Fampridin
Modafinil
Sativex
Tizanidin

Amantadin
Behandlingen startes med 50mg x 1. Efter 3-4 dage kan dosis øges til enten 100 mg x 1 eller 50 morgen + 50 mg middag (senere dosering kan give indsovningsbesvær om aftenen). I enkelte tilfælde kan man gå op på fx 100 mg x 2, men oftest vil der ikke være yderligere effekt. Evt. øgning afhænger af virkning/bivirkninger.

Kontraindikationer: nyreinsufficiens, leverinsufficiens, epilepsi, lav konfusionsgrænse.

Bivirkninger: bivirkninger er sjældne og dosisafhængige. Der kan forekomme uro, koncentrationsbesvær, søvnløshed, træthed, appetitløshed og kvalme.

Tilskud: fremstilles magistrelt. Der skal søges om udleveringstilladelse ved Sundhedsstyrelsen. Det er bedst at søge for en afdeling. Hvis der søges personligt følger udleveringstilladelsen ansøger. Ved effekt skal der søges enkelttilskud ved Sundhedsstyrelsen. Beskriv effekten hos den enkelte, fx at vedkommende ikke længere behøver at sove til middag, og ikke blot at der er effekt.

Anticholinergica mod hyperaktiv blærefunktion
Muskarinreceptorblokkere (darifenacin/Emselex, fesoterodin/Toviaz, oxybutynin/Kentera, solifenacin/Vesicare, tolterodin, trospiumchlorid/Spasmo-lyt)

Der er ingen væsentlig forskel i effekten præparaterne imellem.

Dosis: se www.promedicin.dk.

Kontraindikationer: Urinretention, myastenia gravis, ukontrolleret snævervinkel glaucom, stærkt nedsat leverfunktion, alvorlige gastro-intestinale lidelser fx svær colitis ulcerosa.

Hyppigste bivirkninger: Mundtørhed, akkomodationsforstyrrelser, kvalme, obstiption, hovedpine, svimmelhed, urinretention.

Mirabegron (Betmiga)
Selektiv ß3-adrenoceptoragonist med virkning på urinblæren (blærerelakserende).

Dosis: 50 mg x 1 dgl. (reduceret dosis til 25 mg dgl. ved nyreinsufficiens eller lever insufficiens).

Forsigtighed anbefales ved nedsat lever-/nyrefunktion, ubehandlet hypertension (BT > 160/100 mmHg) eller QT-forlængelse.

Betmiga er generelt veltolereret.

Hyppigste bivirkninger: Takykardi, UVI.

Baklofen – peroral
GABA-B-receptor agonist. Hyppigst anvendte spasmolytikum.

Dosis: Start med 5 mg x 1. Dosis øges med 5-10 mg hver tredje dag indtil vedligeholdelsesdosis på typisk 20-60 mg dgl.. Døgndosis fordeles på (1-)2-4 x dgl. afhængigt af hvornår på døgnet, der er behov. Max. døgndosis sjældent over 100 mg.

Typiske bivirkninger: Sedation, somnolens, svimmelhed, reducerede kræfter og støttefunktion, gastro-intestinale bivirkninger.

Brat seponering bør undgås grundet risikoen for rebound spasticitet, kramper og hallucinationer.

Baklofen – intratekal
Kontinuerlig intrathekal infusion af Baklofen via Baklofenpumpe. En Baklofenpumpe er en implanterbar, programerbar medicinpumpe på størrelse med en ishocky-puk, som implanteres i abdominalvæggen, og via subcutant kateter ført til spinalkanelen administrerer baklofen intrathekalt.

Indikationen er svær ikke-fokal spasticitet i underekstremiteterne, som ikke kan behandles tilstrækkeligt på anden vis. Princippet er, at en lille dosis Baklofen på rette sted (intrathekalt) giver en maksimering effekt og minimering af bivirkninger. Intrathekal baklofen er den suverænt mest effektive spasmolytiske behandling. Til en selekteret patientgruppe med svær spasticitet i underekstremiteterne er baklofenpumpe den eneste effektive behandling.

Baklofenpumpebehndling er en højtspecialiseret funktion.

Henvisning til Neurologisk Afd. Rigshospitalet, Neurologisk Afd. OUH eller Neurologisk Afd. AUH.

Botulinumtoksin
Virker via blokering af den neuromuskulære transmission ved hæmning af acetylcholinfrigivelsen i synapsen.

Velegnet til behandling af fokal spasticitet. Behandlingen gives EMG- eller ultralydsvejledt. Virkningsvarigheden er omkring 3-4 måneder. Behandlingen skal gentages 3-4 gange årligt.

Behandlingen er langt oftest veltolereret.

Fampridin
Se særskilt behandlingsvejledning: Fampridin

Ca. 40% af MS-patienter med gangforstyrrelser og EDSS 4-7 kan have gavn af Fampridin.

Der foretages en testbehandling på 14 dage med 10 mg x 2.

Inden behandlingsstart foretages Timed 25 Foot Walk test (T25FW) og 12-Item Multiple Sclerosis Walking Scale (MSWS-12).

Testene gentages på 13.-14.-dagen mens patienten STADIG ER I BEHANDLING. Såfremt der er ≥20% forbedring på T25FW og/(eller) ≥4 points forbedring på MSWS-12 kan patienten fortsætte behandlingen.

Kontaindikationer: Epilepsi (inkl. tidligere epilepsi og enkeltstående epileptiske anfald), nyreinsufficiens, samtidig brug af andre lægemidler der hæmmer OCT2 (fx metformin, carvedilol og propranolol).

Bivirkninger: Urinvejsinfektion, søvnløshed, hovedpine, tremor, kvalme, opkastning, obstipation, rygsmerter, svimmelhed.

Patienter i behandling med Fampridin bør testes med T25FW og MSWS-12 en gang om året for at sikre fortsat effekt. Er resultatet ikke hhv. ≥20% og ≥4 points bedre end baseline kan man efter en uges behandlingspause teste på ny og se om der er hhv. ≥20% og ≥4 points forværring som udtryk for fortsat effekt.

Modafinil
Behandlingen med Modafinil startes med 100 mg x 1. Efter 3-4 dage kan dosis øges til enten 200 mg x 1 eller 100 morgen + 100 mg middag (senere dosering kan give indsovningsbesvær om aftenen). Evt. øgning afhænger af virkning/bivirkninger.

Kontraindikationer: moderat-svær hypertension, arytmier, ventrikelhypertrofi eller cor pulmonale, mitralprolaps.

EKG bør kontrolleres inden behandlingsstart. Puls og blodtryk bør kontrolleres jævnligt. Forsigtighed ved tidligere psykose, depression, mani eller misbrug.

Bivirkninger: Hovedpine, kraftesløshed, kvalme, mundtørhed, diarré, palpitationer, takykardi, søvnløshed, depression, angst, depression.

Tilskud: ved effekt skal der søges enkelttilskud ved Sundhedsstyrelsen. Beskriv effekten hos den enkelte, fx at vedkommende ikke længere behøver at sove til middag, og ikke blot at der er effekt.

Sativex
Et cannabinoid med virkning via CB1- (og CB2-) receptorer i det endocanabinoide system. Sativex^® oromucosal spray er registreret som tillægsbehandling ved moderat til svær spasticitet ved MS, som ikke responderer tilstrækkeligt på anden spasmolytisk behandling. Ca. 40 % responderer på behandlingen (respons defineret som ≥ 30% reduktion i patientoplevet spasticitet).

Dosis: Optrapning efter skema over 14 dage (www.promedicin.dk).

Bivirkninger: Orale ulcera, svimmelhed, somnolens, koncentrationsbesvær, amnesi, depression og smagsforstyrrelser. Sativex^® er generelt veltolereret.

Der skal søges individuelt tilskud ved Sundhedsstyrelsen. Kriterierne for tildeling af tilskud fremgår af Behandlingsvejledning for symptomlindrende behandling af multipel sklerose med nabiximols, Rådet for Anvendelse af Dyr Sygehusmedicin – RADS.

Der er ingen euforiserende effekt af klinisk betydning, ingen toleranceudvikling og ingen risiko for afhængighed forbundet med behandlingen.

Tizanidin
Noradrenerg α-2-receptor agonist. Findes som tabletter hhv. depotkapsler. Depotformulering (Sirdalud Retard) anvendes mest.

Dosis, tabletter: Start med 2 mg 2 gange dgl. Daglig dosis øges hver halve eller hele uge med 2-4 mg til højst 24 (evt. 36) mg i døgnet fordelt på 3-4 doser.

Dosis, depotkapsel: Start med 6 mg x 1 dgl. (oftest til natten). Daglig dosis øges med 6 mg ugentligt til max. døgndosis på 24 (evt. 36) mg fordelt på 2 (sjældent 3) doser daglig.

Typiske bivirkninger: Sedation, reducerede kræfter og støttefunktion, svimmelhed, mundtørhed og gastro-intestinale bivirkninger. Levertoxicitet kan forekomme som en sjælden komplikation. Der anbefales derfor regelmæssig kontrol af leverparametre.

Brat seponering bør undgås.

Senest revideret d. 01.03.2015
Forfattere: Peter Vestergaard Rasmussen og Henrik Boye Jensen
Referenter: Claudia Pfleger og Mads Ravnborg
Godkender: Henrik Boye Jensen, redaktionsgruppe B

Formål:
Formålet med dokumentet er at beskrive nogle af de mest invaliderende symptomer ved multipel sklerose (MS) og behandlingen heraf.

Definition:
MS kan forårsage en lang række neurologiske symptomer og funktionsforstyrrelser. Nogle er tilgængelige for farmakologisk behandling, andre er ikke. Her beskrives behandling af træthed, blæredysfunktion, spasticitet og gangforstyrrelser.

Træthed

Baggrund:
Patologisk træthed defineres som subjektiv mangel på fysisk/og eller mental energi, der af patienten eller hjælpere menes at påvirke almindelige aktiviteter. Der skal skelnes mellem træthed og trætbarhed.

60-80% (i nogle opgørelser helt op til 95%) af alle MS-patienter lider på et eller andet tidspunkt i sygdomsforløbet af træthed, nogle gennem hele sygdomsforløbet. Der skelnes mellem primær og sekundær træthed. Årsagerne til den primære træthed kendes ikke specifikt, men menes at kunne skyldes svingende niveauer af cirkulerende cytokiner, læsioner på specifikke steder i CNS, øget energiforbrug ved fx gang m.m. Den sekundære træthed kan skyldes dårlig nattesøvn grundet spasmer, smerter, blæreforstyrrelser, angst, depression, dårlig søvnhygiejne m.m.

Træthed ved MS kan føre til nedsat arbejdsevne, nedsat livskvalitet, depression og kognitive forstyrrelser.

Behandling:
Eventuelle årsager til sekundær træthed bør kortlægges og saneres. Er der tale om primær træthed kan medicinsk behandling med Modafinil eller Amantadin forsøges. Erfaringsmæssigt vil patienter med udtrætbarhed, specielt mental udtrætbarhed have bedst effekt.

Opfølgning:
Efter instituering af medicinsk behandling af primær træthed eller sanering af årsager til sekundær træthed bør patienten ses efter 1-3 måneder.

Blæredysfunktion

Baggrund:
Blæredysfunktion med vandladningssymptomer er særdeles hyppig ved MS. En del patienter får allerede tidligt i sygdomsforløbet vandladningssymptomer og over 75 % (muligvis over 90 %) får det i mere fremskreden sygdomsstadie.

Læsioner i CNS over det sacrale miktionscenter giver hyperaktive blæresymptomer og læsioner i conus medullaris medfører detrusor-arefleksi og hypoton blære. Nogle patienter har en kombination visende sig ved detrusor-sphincter-dyssynergi.

Patienter med hyperaktiv blære er generet af urge, urge-inkontinens, pollakisuri, nykturi.

Patienter med hypoton blære oplever igangsætningsbesvær, ufuldstændig blæretømning og har tilbøjelighed til urinvejsinfektioner.

Udredningsmæssigt kommer man langt med en almindelig vandladningsanamnese, væske-vandladningsskema, U-stix (evt. U-dyrkning) og UL mhp. residualurin. Ved behov for yderligere udredning anbefales henvisning til urodynamisk undersøgelse på urologisk afdeling.

Behandling:
Hyperaktive blæresymptomer kan hos mange patienter dæmpes farmakologisk med anticholinergica eller Mirabegron. Patienter med udtalte hyperaktive blæresymptomer, som ikke responderer tilstrækkeligt på peroral behandling, kan anbefales henvist til urologisk afdeling mhp. intravesikal Botox-behandling.

Patienter, der særligt er plaget af nykturi, kan alternativt behandles med desmopressin.

Patienter med igangsætningsbesvær og ufuldstændig blæretømning kan forsøges behandlet med adrenerg α-receptorblokkerende præparater, om end virkningen oftest er begrænset. Blæretømning med kateter (RIK, SIK, KAD eller suprapubisk kateter) er nødvendig hos en del patienter.

Opfølgning:
Nogle uger efter påbegyndt behandling med anticholinergica eller mirabegron bør blæretømningen kontrolleres med UL.

Spasticitet

Baggrund:
Ved spasticitet er der overordnet tale om en forstyrret sensorimotorisk kontrol som følge af en øvre motorneuronlæsion visende sig ved intermitterende eller vedvarende spontan/ufrivillig aktivering af muskler.

Spasticitet er et af de hyppige neurologiske symptomer ved MS. Mere end 75 % af alle patienter med MS oplever spasticitet i deres sygdomsforløb. Hos omkring halvdelen er der tale om moderat-svær spasticitet.

Ved spasticitet kan der ofte identificeres spasticitetsudløsende eller forværrende faktorer i form af nociceptive, viscerale eller somatiske stimuli (fx smerter, decubitus, feber, urinvejsinfektion eller anden infektion, obstipation, urinretention, uhensigtsmæssig lejring/siddestilling).

Graden og udbredelsen kan være meget varierende – fra blot et neurologisk tegn uden klinisk betydning hos nogle patienter til invaliderende sygdomsmanifestation hos andre. Spasticiteten kan medføre ubehag, smerter, reduceret mobilitet og motorisk funktion, forstyrret nattesøvn, dårlig sidde- og liggestilling, tryksår, fejlstillinger og kontrakturer, påvirket ADL-funktioner og problemer ved pleje.

Behandling:
Behandlingen skal iværksættes, når spasticiteten er et problem for patienten.

De primære behandlingsmål kan være reduktion af smerter og ubehag forbundet med spasticiteten, bedring af gangfunktionen og mobiliteten, ADL- og plejerelaterede mål, forebyggelse af komplikationer. En del patienter behandles tilstrækkeligt non-farmakologisk (fysioterapi og træning).

Grundprincipper for farmakologisk symptombehandling generelt bør følges ved spasmolytisk behandling: ”Start low – go slow”. Et præparat bør ikke afskrives som ineffektiv, før den højeste tolererede dosis af nået. En uønsket følge af al spasmolytisk behandling kan være øget muskelsvaghed (demaskering af underliggende parese).

Spasmolytisk behandling kan inddeles i tre grupper: Orale spasmolytika, fokal behandling med botulinum toxin samt intrathekal infusionsbehandling med baklofen (Baklofenpumpe). Alle behandlingerne kan kombineres, se figur

Figur
Spasticitetsbehandling ved multipel sclerose

Benzodiazepin instruks
Virkning på GABA-A-receptorer. Har oftest god spasmolytisk effekt, men anvendes kun begrænset grundet bivirkninger. Kan være et rationelt valg mod natlig spasticitet, som er vanskelig at behandle med andre præparater.

Gangforstyrrelser

Baggrund:
Gangforstyrrelser ved MS kan vise sig både ved nedsat distance og nedsat hastighed, som oftest en kombination. Gangforstyrrelser forekommer hos mere end 67% af alle MS-patienter, og er tæt forbundet med de progressive faser af sygdommen.

Der kan være flere årsager: nedsat kraft, spasticitet, føleforstyrrelser, smerter, koordinationsproblemer m.m.

Gangforstyrrelser ved MS kan føre til nedsat arbejdsevne og nedsat livskvalitet grundet nedsat evne til at udføre dagligdags opgaver eller på grund af nedsat social deltagelse, afhængighed af hjælpemidler osv. Gangforstyrrelser øger risikoen for fald. Derudover kan gangforstyrrelser gøre det svært at nå på toilettet ved urgeuri og også krydse et fodgængerfelt.

Behandling:
Smerter og spasticitet bør behandles optimalt. I EDSS intervallet 4-7 kan Fampridin forsøges som direkte behandling af gangforstyrrelserne.

Fysioterapeutisk træning har en gavnlig effekt på gangforstyrrelser. Dog vil massage og udstrækning udelukkende have en temporær og ikke langvarig effekt. Den mest virksomme fysioterapeutiske intervention ift. gangforstyrrelser er superviseret styrketræning til benene to-tre gange ugentligt.

Opfølgning:
Se instruks for Fampridin.

Smerter

Se venligst Diagnostik af neuropatiske smerter og Behandling af neuropatiske smerter.

Senest revideret d. 10.03.2015
Forfattere: Peter Vestergaard Rasmussen og Henrik Boye Jensen 
Referenter: Claudia Pfleger og Mads Ravnborg 
Godkender: Henrik Boye Jensen, redaktionsgruppe B